Produktiv forsker skal udvikle virtuelle kurser og samle internationalt netværk med fokus på værktøjer og metoder inden for fælles beslutningstagning
Steno Diabetes Copenhagen arbejder målrettet med brugerinvolvering og fælles beslutningstagning Med Glyn Elwyn som gæsteprofessor styrkes arbejdet med at udvikle og forbedre brugerinvolvering inden for diabetes.
Den amerikanske professor Glyn Elwyn har de seneste 20 år forsket og undervist i fælles beslutningstagningen inden for diabetes. I fælles beslutningstagning arbejder sundhedspersonale og patienter sammen for at vælge tests, behandling, monitorering og støtte baseret på klinisk evidens og patientens informerede præferencer. Glyn Elwyn har udviklet og implementeret beslutningsværktøjer, og han har arbejdet med de færdigheder, der er nødvendige i forbindelse med den fælles beslutningstagning. Desuden har han forsket i, hvordan disse færdigheder måles.
Baggrund for flere forskningsprojekter
Så det er mange års erfaring, der sættes i spil, når Glyn Elwyns bliver gæsteprofessor på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Her er professor Kirsten Lomborg og hendes team i gang med forskning inden for fælles beslutningstagning, og professoren forventer, at Glyn Elwyns store erfaring kan føre til bedre diabetesbehandling og støtte til egenomsorg.
”Professor Glyn Elwyn er blandt verdens førende forskere inden for brugerinvolvering og fælles beslutningstagning. Hans dialogmodel ”Three Talk Model” bliver brugt både i Danmark og internationalt. Han har ligeledes udviklet flere værktøjer til måling af kvaliteten af indsatserne samt til værtøjer, der kan støtte samarbejdet mellem patient og det sundhedsfaglige personale. Hans ophold og arbejde vil kunne ses på tværs af faggrænser og vil bl.a. skabe baggrund for flere forskningsprojekter”, siger professor Kirsten Lomborg, der siden 2019, hvor Elwyn holdt en forelæsning på SDCC, har udviklet samarbejdsrelationen med den produktive amerikanske professor.
Tre overordnede opgaver
Danish Diabetes Academy støtter Glyn Elwyns gæsteprofessorat med 264.035 kr. Elwyn skal i løbet af de næste to år i perioder være en del af hverdagen på SDCC. Her har han overordnet tre opgaver. Han skal medvirke i forskningsprojektet Fælles beslutningstagning om sundhedsadfærd i hverdagen med type 2 diabetes, som er udviklet af Kirsten Lomborg og hendes forskerteam. I projektet indgår beslutningsstøtteværktøj som bruges af sundhedspersonalet i dialogen med personer med type 2 diabetes.
Han skal deltage i udviklingen og afprøvningen af et virtuelt simuleringsbaseret kursus for sundhedspersonale med udgangspunkt i hans ”Three Talk Model”, og så skal han være med til at skabe et tværfagligt og tværsektorielt netværk af kolleger, som har viden om fælles beslutningstagning og bruger denne viden på tværs af sundhedsvæsenets institutioner. Opgaverne og opholdene i Danmark ser Glyn Elwyn meget frem til.
”Mit ophold er en mulighed for at styrke og gå dybere ned i det eksisterende arbejde omkring fælles beslutningstagning og brugerinvolvering. Jeg ser frem til at udvikle innovative læringsmetoder og facilitere den viden ud i et internationalt netværk”, lyder det fra Glyn Elwyn og tilføjer, at der allerede findes lignende netværk inden for samskabelse i USA og Sverige, mens der er netværk undervejs i Holland og Schweiz.
Danmark er i 2021 vært for den internationale ”Shared Decision Making Conference” med professor og leder af Center for Fælles Beslutningstagning i Vejle, Karina Dahl Steffensen, som én af hovedkræfterne. Efter planen bliver Glyn Elwyn ligeledes involveret hér.
Af Pernille Fløjstrup Andersen, Communications Officer, Danish Diabetes Academy
Fakta
Titel og navn: Professor Glyn Elwyn, Dartmouth College, USA
Har fået bevilliget 264.035 kr. af Danish Diabetes Academy.
Titel på projekt: Developing coproduction in Denmark: focusing on diabetes and SDM (Shared Decision Making)
Forskningsinstitution: Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) og Dartmouth University, USA
Vært.: Professor og seniorforsker Kirsten Lomborg, Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC)
Mail: glynelwyn@gmail.com
---
Kontakt Danish Diabetes Academy
Managing Director Tore Christiansen
Mail: tore.christiansen@rsyd.dk
Tlf: +45 2964 6764