Viden om diabetesforebyggelse skal bredes ud og styrke danskernes sundhed
Australsk gæsteprofessor vil forbedre forebyggelse af diabetes i Danmark ved at få den viden, der allerede findes, men ikke bruges nok, udbredt til gavn for dem, der har diabetes, dem, der er på vej til at få det – og alle andre.
Mange tilfælde af diabetes og overvægt kan forebygges ved, at man spiser sundt, lader være med at ryge og bevæger sig mere. Det er almindelig viden, men alligevel bliver alt for mange overvægtige, og alt for mange får diabetes.
Det behøvede ikke at være sådan, hvis den viden om forebyggelse, der allerede med succes er udviklet, kom langt bredere ud og nåede flere befolkningsgrupper.
”Hvis den viden, vi allerede har, blev integreret mere bredt i praksis og udbredt til befolkningen, ville det resultere i en forbedret praksis i klinikker og kommuner og dermed være til gavn for personer med diabetes, personer i risiko for diabetes og i den almene befolkning hele generelt. Det sker desværre alt for ofte, at god viden ikke bliver integreret i praksis, og det er en stor folkesundhedsmæssig udfordring,” siger den australske professor Adrian Bauman fra Universitetet i Sydney.
Han har nu fået en bevilling fra Danish Diabetes Academy, så han kan tage udfordringen op sammen med sin vært, seniorforsker og teamleder Charlotte Demant Klinker fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
På tværs af Danmark og på tværs af institutionsgrænser
Som gæsteprofessor vil Adrian Bauman samarbejde med flere af landets førende forebyggelsesforskere omkring en række konkrete forskningsprojekter. Målet er at styrke anvendelsen af metoder, der kan bidrage til at udbrede og støtte op om implementeringen af virksomme forebyggelsesindsatser. Det handler både om at forebygge diabetes og overvægt i den almene befolkning, og om forebyggelse blandt personer, der allerede har eller er i overhængende risiko for at udvikle diabetes.
I forbindelse med gæsteprofessoratet vil der også bl.a. blive holdt en række korte kurser i, hvordan forskning kan oversættes og implementeres i praksis i stor stil i Danmark.
”På nogle områder har vi i mindre grad brug for flere og nye studier – vores viden er allerede god nok. Det vi har brug for er at viden kommer ud og lever, og det har vi gode erfaringer med at få til at ske i Australien. Mit mål er at bidrage til at opskalere og implementere det vi ved virker mere bredt i den danske befolkning, så danskere får glæde af den viden, der allerede er udviklet”, siger Adrian Bauman.
Samarbejder allerede nu med danske diabetesforskere
Adrian Bauman kender det danske miljø særdeles godt, for han har allerede nu et bredt samarbejde i gang med danske diabetesforskere og det danske forebyggelsesmiljø. Adrian Bauman får base på Steno Diabetes Center Copenhagen, men i forbindelse med gæsteprofessoratet vil han besøge og samarbejde med diabetes- og forebyggelsesmiljøer i hele landet og arbejde sammen med aktører fra både forskning og praksis.
Fakta
Titel og navn: Professor Adrian Baumann, University of Sidney, Australien
Har fået bevilliget 225.000 kr. af Danish Diabetes Academy.
Titel på projekt: Enhancing methods for scale up in diabetes prevention.
Forskningsinstitution: Steno Diabetes Center Copenhagen
Vært: Seniorforsker, teamleder Charlotte Demant Klinker
Mail: adrian.bauman@sydney.edu.au // Mobil: +61 417263483
---
Kontakt Danish Diabetes Academy
Direktør Tore Christiansen
Mail: tore.christiansen@rsyd.dk
Tlf: +45 2964 6764