Forskning i sammenhæng mellem antipsykotika og type 2 diabetes bringer canadisk professor til Danmark

Professorer fra Danmark og Canada indleder samarbejde, der skal undersøge forholdet mellem antipsykotisk medicin og hurtige blodsukkerstigninger. Undersøgelsen udføres i første omgang på såkaldte knockoutmus, men humane undersøgelser er også i tankerne.
Anden generations antipsykotika (SGA) bruges til at behandle skizofreni, men er også i stigende grad set anvendt som off label behandling af tilstande som angst, bipolar lidelse og depression. Bivirkningen ved brug af SGA er oftest blevet relateret til vægtøgning og medfølgende metaboliske komplikationer, men ny forskning har vist, at SGA efter indtagelse får blodglukosekoncentrationen til at stige.
Udviklingen af SGA-induceret hyperglykæmi er vist at være forbundet med øget glukoseproduktion i leveren samt nedsat insulinfølsomhed, hvilket øger risikoen for at udvikle type 2 diabetes.
- Vores hypotese er, at en reducering af det energisensitive enzym ”5’AMP activated protein kinase” (AMPK) i skeletmuskulaturen vil øge den SGA-induceret hyperglykæmi, mens en aktivering af AMPK vil dæmpe effekten af SGA på blodsukkeret, forklarer den canadiske professor David Wright. Over de næste to år er han gæsteprofessor på Institut for molekylær fysiologi ved Københavns Universitet
Til forskningen bliver der benyttet såkaldte genmanipulerede mus – knockoutmus. Disse er udviklet på Københavns Universitet, Sektionen for molekylær fysiologi. Her er Jørgen Wojtaszewski professor, og det er ham sammen med professor Henriette Pilegaard, der agerer værter og nærmeste samarbejdspartnere med David Wright.
- Vi har udviklet en inducerbar, muskelspecifik AMPK knockout-mus. Det vil være en ideel model til undersøgelserne og til forskningen i forholdet mellem brugen af antipsykotika og metaboliske bivirkninger. Vi vil med forskningssamarbejdet styrke båndene mellem Københavns Universitet og University of Guelph i Canada, og vi vil kunne udveksle både forskning og forskere på tværs af sektorer, fortæller professor Jørgen Wojtaszewski, der forventer, at arbejdet med David Wright bliver til en fælles publikation senere.
Fundament for klinisk studie på mennesker
David Wright, der har modtaget 150.000 kr. fra Danish Diabetes Academy, glæder sig til sit ophold og fremhæver, at resultaterne kan føre kan føre til nye kliniske studier og mulige tests på mennesker.
- Der vil blive afholdt møder mellem kliniske og grundvidenskabelige forskere fra Canada og Danmark med henblik på at skabe fundamentet for at kunne udføre klinisk studie. Formålet med sådant klinisk studie er at afklare sammenhængen mellem mutationer i AMPK og udviklingen af forstyrret glukosemetabolisme ved SGA behandling, lyder det fra David Wright.
Af Pernille Fløjstrup Andersen, Communications Officer, og Tore Christiansen, Managing Director, DDA
Fakta
Dr. David Wright, professor, University of Guelph, Guelph Ontario, Canada.
Har fået bevilliget 150.000 kr. af Danish Diabetes Academy.
Titel: Targeting Skeletal Muscle AMPK to Offset the Acute Hyperglycemic Effects of Antipsychotic Drugs
Forskningsinstitution: Københavns Universitet, Sektionen for molekylær fysiologi
--
Kontakt Danish Diabetes Academy
Managing Director Tore Christiansen
Mail: tore.christiansen@rsyd.dk
Phone: +45 2964 6764