Forsker ser nærmere på fedtvævets hukommelse | Danish Diabetes and Endocrine Academy
|
  • Search form

Forsker ser nærmere på fedtvævets hukommelse

Forsker ser nærmere på fedtvævets hukommelse -
05.06.20

Read the English abstract

Ph.d.-projekt undersøger, om fedtvæv ”husker” sin tilstand og måske endog forsøger at modarbejde et blivende vægttab

Efter et større vægttab kan det være en udfordring at holde de ekstra kilo fra livet. Fedtvævet har forandret sig, og der er en del forskning, der viser, hvad der er sket med vævet i forbindelse med vægtforøgelse. Ellen Gammelmark vil med sit ph.d.-projekt kigge i en retning, hvor der endnu ikke findes megen forskning.

- Vi ved en del om, hvad der sker i fedtvævet i forbindelse med vægtforøgelse, men der er endnu meget lidt viden om de processer, der finder sted i forbindelse med vægttab efter svær overvægt. Således ved man fx ikke, om der er en ”hukommelse” af overvægts-stadiet, som påvirker funktionen og helbredet af fedtvævet efter vægttab, siger Ellen Gammelmark, der i august 2020 færdoggjorde sin kandidatuddannelse på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk Universitet.

Formålet med ph.d.-projektet, som er medfinansieret af Danish Diabetes Academy med 1,1 mio. kroner, er at forstå, hvordan de forskellige celletyper i fedt vævet ændrer sig under vægttab efter svær overvægt, og hvordan især fedtceller og makrofager kommunikerer med hinanden i denne proces.

- Vi vil opnå helt ny indsigt i ændringerne i fedtvæv som respons på vægttab efter svær overvægt, hvilket på længere sigt kan bidrage til udviklingen af effektive strategier til at forhindre vægtforøgelse efter vellykket vægttab, forklarer Ellen Gammelmark.

Bruger sin viden om mus fedtvæv

Ellen Gammelmark har tidligere brugt fedtvæv fra mus i sin forskning. Denne viden tager hun med og bruger til at øge sin indsigt, når hun vil studere fedtvæv fra patienter, der har fået foretaget bariatrisk kirurgi (fedmekirurgi, red.).

Vejleder på Ellen Gammelmarks projekt er professor og centerleder Susanne Mandrup. I forbindelse med ph.d.-projektet vil Ellen Gammelmark tilbringe en kortere periode på Centre de Recherche des Cordeliers i Paris, og der vil også være afstikkere til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor medvejleder lektor Mette Enok Munk Lauridsen arbejder.

Af Pernille Fløjstrup Andersen, Communications Officer, DDA

 

Fakta

MSc. Ellen Gammelmark, f. 1997

Har fået bevilliget 1.1 mio. kr. af Danish Diabetes Academy.

Titel på ph.d.-projekt: Adipose Tissue Plasticity and Cellular Crosstalk at Single-Cell Resolution during Regression of Obesity

Uddannelsessted: Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet / Centre de Recherche des Cordeliers, Paris, Frankrig.

Kontakt +45 5214 7961

--

Kontakt Danish Diabetes Academy

Managing Director Tore Christiansen

Mail: tore.christiansen@rsyd.dk

Phone: +45 2964 6764