Australsk professor skal være med til at skabe bredt forsknings-netværk med base i Aalborg

Forskning i extra-cellulære vesiklers rolle i metaboliske ændringer, der forekommer ved fedme og diabetes skal styrkes i internationalt samarbejde.
Over de næste to år vil den australske Professor Carlos Salomon ad flere omgang tage ophold i Aalborg for i samarbejde med Aalborg Universitetshospital og flere andre danske forskningsinstitutioner at skabe et netværk omkring forskningen i extra-cellulære vesikler (EV). EV’er er små ”sendebude” i et nyopdaget kommunikationssystem mellem celler og væv, og samarbejdet vil fokusere på EV’s potentiale som biomarkører og til monitorering af metaboliske forandringer hos personer, der er overvægtige eller på anden måde er i risiko for, eller lever med, type 2 diabetes.
Som en begyndelse på netværksdannelsen har flere danske forskere allerede været i kontakt med Salomon. Afdelingslæge, ph.d. Ulla Kampmann Opstrup fra Steno Diabetes Center Aarhus var i sommeren 2019 på visit i Salomons laboratorier, og lektor, ph.d. Anja Elaine Sørensen fra professor Louise Torp Dalgaards gruppe på Roskilde Universitet, har ligeledes det seneste års tid været i dialog med Carlos Salomon om et fremtidigt samarbejde.
International ekspert på et nyt felt
Professor i klinisk biokemi ved Aalborg Universitetshospital, Aase Handberg, ser frem til gæsteprofessorens ophold i det nordjyske.
- Carlos Salomon er en internationalt anerkendt ekspert på det nye felt, EV-forskningen repræsenterer. Vi er i et paradigmeskift bl.a. på grund af Salomons store bidrag. Hans forskerteam står bag nogle meget sofistikerede metoder, og så er Salomons laboratorium blevet ISO-certificeret (International Organization for Standardization, red.), hvilket er en sjældenhed inden for EV- forskningen. Det vidner om, at det er en stor kapacitet, vi kommer til at samarbejde med, siger Aase Handberg.
Dr. Carlos Salomons gæsteprofessorat, som Danish Diabetes Academy netop har tildelt 300.000 kr., begynder efter sommerferien 2020. Herefter vil han i ophold af mindst en måneds varighed have base i Aalborg, men også arbejde både i Roskilde og Aarhus.
- Professor Aase Handbergs gruppe på Aalborg Universitetshospital vil være den mest fremtrædende samarbejdspartner. Min erfaring med omfattende generel karakterisering af EV fra et specifikt væv vil komplementere fænotyping af individuelle EV som er Handbergs fremgangsmåde. De kombinerede teknologier anvender vi på blodprøver fra en kohorte af personer med fedme og ikke-alkoholisk fedtleversygdom under en vægttabsintervention og en rask kontrolgruppe. Derudover vil jeg samarbejde med andre danske forskningsgrupper omkring karakterisering af EV hos gravide kvinder med fedme eller graviditetsdiabetes Gestationel Diabetes Mellitus, forklarer Carlos Salomon.
Af Pernille Fløjstrup Andersen, Communications Officer, DDA
Fakta
Dr. Carlos Salomon (BSc (Hons I), MPhil, DMedSc, PhD) University of Queensland, Australien
Har fået bevilliget 300.000 kr. af Danish Diabetes Academy til gæsteprofessor-ophold
Titel: Extracellular vesicles in obesity and diabetes - Circulating liquid biopsies for biomarker discovery and real-time monitoring of metabolic changes in a Danish population.
Forskningsinstitutioner i Danmark: Aalborg Universitetshospital, Steno Diabetes Center Aarhus, Roskilde Universitet
--
Kontakt Danish Diabetes Academy
Managing Director Tore Christiansen
Mail: tore.christiansen@rsyd.dk
Phone: +45 2964 6764