En bro af vidensudveksling
Gæsteprofessor skal ikke blot forske og udvikle diabetesbehandlingen, men også udstrække sit skotske netværk til at omfatte førende forskere fra det danske diabetesmiljø.
Professor Nicholas M. Morton fra Edinburgh, Skotland, har for nylig – med stor succes – etableret et skotsk netværk for førende diabetesforskere (EdiaNET), og nu åbner han for at udvide netværket til også at omfatte tunge forskere fra de danske diabetesmiljøer. Det er et plusprodukt til det videnskabelige arbejde, Danish Diabetes Academy netop nu har muliggjort via en bevilling til et gæsteprofessorat på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet.
”Meningen med forskernetværket er at skabe uddannelsesmæssige links (kandidater, ph.d., studiemuligheder) mellem førende diabetesforskere. Vi tænker netværket som en bro af vidensudveksling”, siger Nicholas M. Morton, der er leder af postgraduate studier ved Centre for Cardiovacular Science, University of Edinburgh, Skotland.
Hovedformålet med gæsteprofessoratet i København er, at Nicholas M. Morton i samarbejde med professor Kei Sakamoto – en af verdens mest vidende om AMPK-biologi – skal arbejde med at forbedre diabetesbehandlingen og muligvis udvikle en ny medicin. AMPK er et vigtigt ’’energi-følsomt protein’’ i vores krop og kendt som et nøglemål for den mest anvendte medicin mod diabetes, metformin.
Basis for Morton og Sakamotos samarbejde er sulfid, den vi fx kender som den gas, der får rådne æg til at lugte. Sulfid dannes naturligt i små mængder, når mad nedbrydes i kroppen, og det er godt for vores stofskifte, medmindre det når skadelige mængder. Det risikerer dyr ikke – de har et sikkerhedssystem, en gruppe proteiner, som nedbryder sulfidgasserne. Mortons gruppe på University of Edinburgh har opdaget, at et af disse proteiner ’’TST’’ spiller en vigtig rolle i forhold til, hvordan leveren får blodsukkeret til at stige.
”Vi har fundet ud af, at stimulering af TST-proteinet kan hjælpe til at sænke blodsukkeret, og vi undersøger nu, hvordan dette kan bruges til at udvikle ny medicin til mennesker med diabetes”, siger han.
I deres arbejde har de også opdaget, at den ophobning af sulfid, der sker, når dyr mangler TST, har en virkning på et andet vigtigt protein, AMPK. Det er, som nævnt, et vigtigt energi-følsomt protein i vores krop og et nøglemål for det mest anvendte medicin mod diabetes, metformin. ”Denne nye opdagelse antyder, at vi måske er bedre i stand til at forstå, hvordan sulfid fungerer, og endda udnytte den nye måde, som sulfid bruger andre gavnlige proteiner til på sigt at forbedre diabetesbehandlingen”, siger han.
Fakta
|
Kontakt
Nicholas M. Morton
https://www.researchgate.net/profile/Nicholas-Morton
Kei Sakamoto kan kontaktes via
maja.tinson@sund.ku.dk
Tlf: +45 35 33 40 71 & +45 93 50 91 41
Danish Diabetes Academy
Managing Director Tore Christiansen
E-mail: tore.christiansen@rsyd.dk
Tel: +45 29 64 67 64